Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
15 billedkunstnere bringer Inferno til Nysted
Det blå Tårn i Bønnelyckes Pakhus, Nysted, 13. juli – 4. august 2019.
Fra den 13. juli til 4. august udstiller kunstnersammenslutningen Det blå Tårn i Bønnelyckes Pakhus i Nysted. Udstillingens titel Inferno er en direkte reference til den svenske forfatter og maler August Strindbergs selvbiografiske roman af samme navn fra 1896-97.
Strindbergs Inferno er blevet kaldt både et mesterværk og “en smertefuld undersøgelse af verden og en bodsvandring frem mod lyset”.
Mange af de udstillede kunstværker vil ligeledes kunne ses som en undersøgelse af verden – og hvem ved, måske er der et mesterværk eller to iblandt. I hvert fald er alle gruppens medlemmer erfarne kunstnere med mange udstillinger og udsmykningsopgaver på CV’erne.
Kunst i tre etager
Udstillingen vises i det smukke gennemrestaurerede, tre-etager høje Bønnelyckes Pakhus, opført af Nysteds købmand og kornhandler Christian Henrik Bønnelycke (f. 1816 i Radsted, d. 1898 i Kbh.). Han lod pakhuset bygge i 1851 og udvidede i 1868 ejendommen med en butiksbygning ud til Adelgade (nr. 13-15). Pakhuset ejes og drives i dag af Nysted Bevaringsforening.
Udstillingen er Det blå Tårns første som sammenslutning.
– Vi vil også i fremtiden udstille under et fælles, samlende tema, siger formand Poul Esting. – Hvordan de enkelte kunstnere – og publikum – forholder sig til eller fortolker temaet, er til gengæld helt frit.
Det blå Tårn er stiftet i august 2018. Navnet er en direkte reference til Strindbergs sidste hjem i Stockholm, på svensk kaldet Blå Tornet. Sammenslutningens oprindelse kan føres tilbage til kunstnergruppen Strindberggruppen, der udstillede med Strindberg-temaer i bl.a. Limhamns Kunsthall, Sverige og i Huset Asnæs (begge 2012).
Tre af Strindberggruppens oprindelige medlemmer, Poul Esting, Søren E. Hansen og Hans Helge Nielsen, er i dag medlemmer af Det blå Tårn.
Mange teknikker i spil
På udstillingen Inferno vises maleri, skulptur, grafik, tegning, tekstilkunst, collage og en enkelt installation. Udstillingen passes på skift af de deltagende kunstnere, så det er muligt at få en snak om værkerne med dem, der rent faktisk har skabt dem til udstillingen.
Begrebet Inferno kan referere til blandt andet religionens helvede, til helvedet på jorden eller helvedet mellem mennesker. Der er en lang tradition for at fremstille Inferno i billedkunst, fra de gamle grækere gennem middelalderen til renæssancen, symbolismen osv.
Lokale kunstnere og kolleger udefra
Blandt medlemmerne bor de seks på Lolland-Falster: Michael Dunk, Poul Esting, Kis Nellemann, Lars Pryds, Henrik Skorá og Stig Weye. Fra København kommer Pernille Koch, Søren E. Hansen, Hans Helge Nielsen og Christina Præstgaard og derudover udstiller Tim Juel-Jacobsen (Helsinge), Erik Langkjær (Fredericia), Lisbeth Krag Olsen (Bogense), Gunnar Saietz (Tappernøje) og Denis Virlogeux (Faxe Ladeplads).
Arrangementer i perioden
I udstillingsperioden afholdes fire Artist Talks (18/7, 20/7, 31/7 og 1/8) med udgangspunkt i udstillingens tema Inferno. Her fortæller fire af udstillerne (en på hver dato) om deres egne værker.
Desuden holder forfatter, tidl. operasanger Christine Marstrand den 24. juli et foredrag med fokus på Strindbergs forhold til billedkunst og musik: “Inferno og spøgelsessonater. Dramatiske havbilleder og musikalske dramaer”.
Der er fernisering lørdag den 13. juli kl. 13-16, hvor Christine Marstrand holder åbningstalen.
Udstillingen er støttet af Guldborgsund Billedkunstråd og Guldborgsund Kommune.
Sankt Hans bål i Nysted Havn
Nysted Kajak- og Roklub holdt Sankt Hans bål på havnen.
Få tilskuere til U23 cykelløb i Nysted
For tredje år i træk var Nysted vært for Danmarksmesterskabet i cykelløb. Denne gang for unge under 23 år.
Tredje gang var ikke lykkens gang for Nysted i forbindelse med afholdelse af det årlige cykelløb i Nysted.
Kun ganske få valgte at lægge vejen forbi Nysted i dag, og der skulle kigges langt efter tilskuerne til dagens løb.
Dagen begyndte ikke helt godt. Flaggruppen i Nysted havde aftalt med cykelløbsledelsen at opsætte flag i dagens anledning.
Nysted flaggruppe afvist
Det var aftalt, at flaggruppen skulle starte efter kl. 8.00, som er tidspunktet, hvor det danske flag normalt tidligst hejses.
Da flaggruppen mødte op som aftalt med 6 frivillige for at opsætte flagene, blev de afvist af løbsledelsen, og måtte slukørede går hjem igen.
Hanne Møller Bruun fra flaggruppen skrev i morges:
Ja så kommer der desværre ikke flag op i dag til cykelløbet. Selvom vi havde en aftale med løbsledelsen og stillede 6 mand op, kunne vi ikke få lov til at køre ind med flagvognen. Så nu er dækslerne lagt på igen og vognen kørt i garage. Ærgerligt.
Flaggruppen giver udtryk for stor utilfredshed over den dårlige kommunikation med ledelsen for cykelløbet, og efterlyser en forklaring fra løbsledelsen.
Vi føler os til grin
– Vi føler os til grin. Vi står der med det hele linet op, og så må vi vende om og køre hjem. Jeg tror ikke, de skal bede om flag en anden gang, skriver Hanne Møller Bruun på Facebook.
Sidste cykelløb i Nysted
Guldborgsund Kommune indgik en treårig aftale med Danmarks Cykel Union om afholdelse af løb i kommunen. Årets løb er det sidste i den aftale.
Nysted Avis har talt med flere beboere, der er glade for, at cykelløbene ikke fortsætter i Nysted. Det har primært været den manglende kommunikation, og manglende mulighed for at bevæge sig til og fra Nysted på løbsdagene, der har været utilfredshed med.
Også positiv interesse
Der har dog også været positive udtalelser fra enkelte borgere, der er interesseret i cykelløb.
Det er på stående fod ikke lykkedes Nysted Avis at få oplyst, hvem der har vundet cykelløbet i Nysted.
Hverken Danmarks Cykel Union eller andre medier har fundet begivenheden så vigtig, at de har valgt at omtale den.
Kulturel weekend i Nysted
Der var mange forskellige arrangementer i Nysted i weekenden.
Weekenden 14. – 16. juni bød på mange forskellige kulturelle arrangementer i Nysted.
Nysted Lyrik- og Visefestival
Nysted Lyrik- og Visefestival startede fredag kl. 14 i haven bag Aarestrups Museum. Her spillede blandt andet Halfdanskerne, der består af Mads Westfall, Lars Grand og Rasmus Vennevold. De sang og spillede sange med tekster af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen og andre danske digtere.
Bæltkunst
Bæltkunst hed en udstilling med deltagelse af tyske og danske kunstnere, der blev afholdt i Nysted fra den 14. juni til den 16. juni 2019. 10 kunstnere i Nysted var værter for 16 tyske gæster.
Der blev udstillet i eksisterende gallerier og tomme butikslokaler i midtbyen.
Nysted Orgelmuseum
Endeligt åbnede Nysted Orgelmuseum eller en stor og langvarig ombygning. Fredag kl. 11 blev dørene åbnet, og omkring 150 mennesker var mødt op.
Ved koncerten spillede Maren Wassermann, der er organist i Burg på Femern, Panna Ildikó Friis-Grigoncza, der er organist i Nysted Kirke, Jacob Friis-Grigoncza, der er organist ved Brydebjerg-Krumsø pastorat og Rosa Sylvest fra Døllefjelde, som går i 5. klasse og har spillet orgel siden september 2018.
Nysted Avis var med til nogle af arrangementerne, og bringer her lidt stemningsbilleder fra weekenden.
Foto: Ole Garde
Så åbner Nysted Orgelmuseum
Også Nysted Vise- og Lyrikfestival og den store udstilling Bæltkunst gennemføres i denne weekend i Nysted.
Lørdag d. 15. juni kl. 11 åbnes dørene for første gang for koncertpublikum i Orgelmuseet i Nysted i forbindelse med Bæltkunst arrangementet.
Nysted Orgelmuseum består af landsbykirke-orgler fra 1800-tallet. Orglerne kan ses og spilles i en unik, nyrestaureret bygning med smuk have og udsigt over Rørsøen.
Den ny facade bygget efter gamle billeder.
Fire organister spiller
Ved koncerten spiller Maren Wassermann, der er organist i Burg på Femern, Panna Ildikó Friis-Grigoncza, der er organist i Nysted Kirke, Jacob Friis-Grigoncza, der er organist ved Brydebjerg-Krumsø pastorat og Rosa Sylvest fra Døllefjelde, som går i 5. klasse og har spillet orgel siden september 2018.
Organisterne spiller delvist solo og delvist sammen – firehændigt. Der bliver spillet på fem historiske kirkeorgler og en harmonium fra 1800-tallet.
Der er også udstillinger i Orgelmuseet. Det er Albrecht Theurer / Objekter i natursten; Matthias Offner / Træarbejde og didgeridoo; Hannelore Bönnighausen / Akrylmalerier, himmel og hav; Brita Polte-Walter / Grafik, mixed media
Søndag d. 16. juni kl. 13 læser Thorvald Berthelsen op, og temaet er de kunstværker, som er udstillet i Orgelmuseet, hans egen inklusive.
BÆLTKUNST, MUSIK OG ORD Mød kunstnere fra Lolland og Femern, når der vises kunst i Nysted.
Tysk Dansk udstilling
Bæltkunst hedder en udstilling med deltagelse af tyske og danske kunstnere, der afholdes i Nysted i perioden fra den 14. juni til den 16. juni 2019. Se mere her.
Denne gang står 10 kunstnere i Nysted som værter for de 16 tyske gæster.
Nysted Vise- og Lyrikfestival
I denne weekend gennemføres også Nysted Vise-og Lyrikfestival. Se mere her.
Se også: