Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
Den Flyvende Lollænder i Nysted
Den flyvende lollænder er landet i Nysted og vises frem fredag den 12. april.
Nysted og Omegns Fællesråd inviterer til præsentation af den flyvende lollænder på Nysted Havn fredag den 12. april kl. 15.00, og alle der har lyst er velkommen.
Storslået værk på mere end fire meters højde
Der er der tale om et storslået værk på mere end fire meters højde, der giver en tydelig markering af det tætte samspil mellem Nysted og det omgivende hav, skriver Nysted og Omegns Fællesråd i deres indbydelse.
Værket opstilles på initiativ af Nysted og Omegns Fællesråd i samarbejde med kunstneren Bo Karberg og Guldborgsund Kommune .
Ved præsentationen vil der være korte taler:
Velkommen – og motivation for opstilling af værket ved formanden for NOF, Karl Karup.
Bo Karberg fortæller om kunstnerens ideer og visioner med værket.
Markering af, at opstillingen af værket nu er en realitet, ved Martin Lohse, formand for Kultur, Fritid og Bosætning i Guldborgsund Kommune
Anholdt i Maribo
Kørte i bil, der var meldt stjålet.
En 31-årig mand fra Nysted blev anholdt onsdag klokken 15.00 og sigtet for brugstyveri, efter at han var blevet standset af politiet på Højrebyvej i Maribo, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 31-årige kørte i en bil, der var meldt stjålet. Han havde desuden ikke førerret til bilen, da han havde fået frakendt sit kørekort.
Anholdt og løsladt
Han blev derfor taget med til politistationen i Nakskov, hvorfra han blev løsladt igen klokken 16.22.
Nye flagstænger til Nysted
Første gang der skal flages, bliver til dronningens fødselsdag d. 16. april.
Flaggruppen i Nysted har fået leveret 120 nye glasfiber flagstænger efter stor hjælp af de mange sponsorer.
Blev dyrere end forventet
Desværre blev flagstængerne dyrere end forventet, da kraftige metalsokler skulle monteres.
Flaggruppen skriver og spørger, om der er nogle, der kunne tænke sig at sponsere en flagstang.
– De fleste har givet 1000,- kr, men man kan give, hvad man vil. Alt modtages med taknemmelighed, oplyser Hanne Møller Bruun.
Flaggruppen har reg. nr. 0712 konto 4392 969 859. Man kan også kontakte Hanne på tlf. 61330773.
Første gang der skal flages bliver på dronningens fødselsdag d. 16. april. Det glæder Flaggruppen sig til.
Ny udstilling på Nysted Bibliotek
Mandag startede ny spændende udstilling med – blandt andet – billeder fra Nysted.
Selv om Lesley Mackenzie er englænder og bor i Brighton ved Den Engelske Kanal, har hun igennem mange år haft nær tilknytning til Danmark.
Under sine hyppige ophold her i landet, som hun betragter som sit andet fædreland, er hun ofte blevet inspireret til sine billeder. Og inden for det sidste år er det Nysted og det omkringliggende landskab med havet, skibene, skoven og de åbne vidder, der har været hendes primære inspirationskilde.
Sideløbende med sine malerier har Lesley Mackenzie igennem de sidste 20 år arbejdet for Ugebladet Hjemmet, hvor hun har illustreret alt fra historiske romaner og kriminoveller til den ugentlige side om ”De kære dyr”.
Hendes fortrolighed med det figurative stof afspejler sig også i en lang række nøgen-studier, hvoraf en del også er udstillet på Biblioteket.
Ugeblade og magasiner i Storbritannien og Skandinavien
Lesley blev fra 1975 til 1980 uddannet på Epson Art School syd for London hos den legendariske tegner Frank Hampson og har siden arbejdet for bogforlag, ugeblade og magasiner i Storbritannien og Skandinavien.
Og så har hun den sjældne ære, at et af hendes malerier er blevet købt af et medlem af den kongelige familie på Buckingham Palace.
Man kan opleve hendes danske malerier i den betjente åbningstid på Nysted Bibliotek i perioden fra den 1. – 30. april 2019.
Lovestorm holdt fest i Nysted
Lørdag holdt foreningen Lolland Falster Lovestorm fest i Bønnelyckes Pakhus i Nysted.
Festen var udsolgt, og i alt 149 deltog. For det er, hvad Bønnelyckes Pakhus er blevet godkendt til som forsamlingshus.
Det var i høj grad en fest, hvor Lolland Falster Lovestorm fejrede sig selv. Begge borgmestre (for Lolland og Guldborgsund kommuner) deltog og roste Lovestorm initiativet.
Også Heino Knudsen, der er formand for Regionsråd Sjælland deltog og roste Lovestorm i sin tale.
Herudover var der underholdning af lokale musikere.