Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
Varsel om forhøjet vandstand
Det er alvorligt. DMI har udsendt orange varsel for den sydlige del af Lolland Falster.
Der er varsel om forhøjet vandstand tirsdag og onsdag.
Tirsdag var vandstanden lav. Knap 1 meter under daglig vande. Senere på dagen og igennem natten stiger vandstanden igen.
Orange varsel
DMI har udsendt orange varsel for den sydlige del af Lolland Falster. Orange varsel er den næst alvorligste varselskategori.
Der forventes 120 – 160 cm forhøjet vandstand. Husk at kontrollere at både der fortsat ligger i Nysted Havn er fortøjet korrekt.
Fare for ejendomme på havnen
For to år siden, var der oversvømmelse i Nysted Havn, der blandt andet gik ud over restauranterne på havnen. Den gang nåede vandstanden 1,7 meter over daglig vande.
Når vandstanden 1,6 meter, er der alvorlig chance for at husene på havnen igen bliver oversvømmede.
Se også:
Morgensang i Nysted
Nysted Orgelmuseum planlægger fælles morgensang hver onsdag morgen fra juni 2019.
— Til juni starter onsdagsmorgensangen op på Nysted Orgelmuseum, når det til den tid åbner, fortæller Panna Friis-Grigoncza, der er organist i Nysted Kirke og sammen med Jacob Friis-Grigoncza er indehaver af ejendommen i Adelgade, som de er i fuld gang med at renovere og indrette til orgelmuseum.
Panna leder en række kor på Lolland, som også vil bidrage til morgensangen.
Morgensangen er et samarbejde mellem SANGVÆR og Nysted Orgelmuseum.
Fællessangens fremme
SANGVÆR er en forening, der vil arbejde for fællessangens fremme.
Foreningens mål er at sprede ringe i vandet landet over og over tid fungere som en decentral bevægelse med lokale aktører som drivkræfter.
Bestyrelsen består af Ralf Christensen, Susanna Sommer, Rikke Forchhammer, Carsten Mørch-Bentzen og Lars Kjelfred.
Godt Nytår fra Nysted Avis
Hermed et ønske om et godt nytår fra Nysted Avis, restaurant Det Gamle Pakhus, rejsebureauet AirTiki, Marianne og mig.
Vi har haft travlt i december med at renovere ejendommene, og der har derfor været færre nyheder end de tidligere måneder. Vi håber stadigt på, at der er nogen, der har lyst til at være med til at formidle nyheder fra Nysted og omegn, hvis der er andre end os, der synes, det er en god ide med en avis i Nysted.
Hos os fortsætter vi med renovering af ejendommene i det nye år. Vi håber, at restauranten kan åbne til Påske 2019. Det afhænger nu udelukkende af Guldborgsund Kommunes behandling af vores ansøgning. Indtil nu har det været positivt.
Marianne bliver 60 den 3. januar, og vi holder fest for venner og familie den 5. januar i restauranten. Det kan vel kaldes en generalprøve…..
Mange har spurgt om selskaber i restauranten. Vi tager først mod bestillinger, når vi har de sidste godkendelser fra Guldborgsund Kommune. Vi forventer, at det bliver i løbet af januar.
Godt Nytår.
Væbnet røveri i Olsens Kiosk / Sløsse Tanken
Røveriet gik denne gang ud over ungarbejder i kiosken.
Fredag kl. 19:53 var Olsens Kiosk / Sløsse Tanken på Holebyvej i Øster Ulslev igen udsat for væbnet røveri.
Denne gang blev udbyttet penge, skrabelodder og cigaretter. Det var desværre en af ungarbejderne, det gik ud over, og den pågældende medarbejder er meget berørt over røveriet.
Røveren kom ind i forretningen og med en pistol truede han sig til kontanter, skrabelodder og cigaretter, som han lagde i en gul pose, inden han forsvandt i løb.
Røveren beskrives som:
Mand, ca. 170-175 cm høj. Han var spinkel af bygning og lys i huden. Han talte både dansk og engelsk og havde en sort hættetrøje, sort jakke, blå Adidas træningsbukser med hvide striber lodret ned ad benene, grå/mørke kondisko med hvide såler på.
Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har bemærket noget usædvanligt ved gerningsstedet fredag aften.
Overvejer fremtiden
Olsens Kiosk / Sløsse Tanken skriver på deres Facebook side:
Kære kunder
Vi er meget ramt af dette, og lige pt. ved vi ikke, om vi kan fortsætte psykisk såvel økonomisk. Det var lidt af en dårlig start på julen.
Allerede fra søndag har kiosken besluttet sig til at lukke kl. 18:00.
Hvis nogen ser eller hører noget så kontakt venligst politiet på 114.
Se også:
Kirketeater i Nysted Kirke
Generalprøve på lørdag og premiere den 20. december til familiegudstjenesten.
Den 20. december kl. 17.00 er der premiere på julestykket, som bliver brugt til familiegudstjenesten i Nysted Kirke.
Teaterinstruktøren er kirkens organist, Panna Ildikó Friis-Grigoncza,
Fortæller om Jesu fødsel
Teaterstykket fortæller om Jesu fødsel. 25 personer har igennem december måned været med til øve drama, tekster, sang og bevægelse til teaterstykket.
Der er også lavet kostumer. Der er fremstillet fårekostumer, hyrdedragter og kroner til De Hellige Tre Konger. Børnene har håndmalet englevinger og lavet palmetræ.
Efter gudstjenesten er der spisning for alle i sognehuset
Allerede nu på lørdag er der generalprøve kl. 13-15 på stykket.
Fortsætter måske til foråret
Panna Ildikó Friis-Grigoncza oplyser til Nysted Avis, at man allerede nu overvejer at fortsætte med teaterstykker til foråret.