Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
Indbrud i lejlighed i Fiskergade
TV og betalingskort stjålet
På et tidspunkt i tidsrummet fra torsdag kl. 14 til mandag kl. 12.30 har der været indbrud i en lejlighed i Fiskergade, oplyser Sydsjælland og Lolland Falsters politi.
Indbruddet skete mens lejlighedens beboer var indlagt på hospital.
Tømte konto i Nysteds hæveautomater
Efterfølgende er et betalingskort blevet brugt i begge Nysteds hæveautomater, og det er desværre lykkedes tyvene at tømme den ældre kvindes konto.
FYRVÆRKERI: Hvad må man?
Orientering fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.
Allerede i nogle uger har det stedvis braget løs i politikredsen. Der er nogen, der synes, at det er sjovt at fyre fyrværkeri af eller smide kanonslag, som eksploderer med mere eller mindre høje brag. Det er skræmmende for både dyr og mennesker.
I lørdags gik det gruelig galt for en 17-årig mand fra Slagelse. Et kanonslag eksploderede i hans lejlighed, og han fik alvorlige skader, som han behandles for på sygehuset i Glostrup. En 16-årig fyr fra Slagelse er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uagtsom legemsbeskadigelse.
Hvordan er det nu, at reglerne om fyrværkeri er?
I hvilken periode må man skyde fyrværkeri af?
Du må købe fyrværkeri fra 15. december til 31. december. Du må anvende fyrværkeriet fra 27. december til 1. januar.
De fem fyrværkeriråd
1. Brug altid beskyttelsesbriller.
2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
5. Gå aldrig tilbage til en fuser.
Godkendt fyrværkeri
Fyrværkeri skal være mærket med et SIK-nummer eller et CE-mærke. Hvis ikke det har et SIK-nummer eller et CE-mærke, er fyrværkeriet ulovligt, og du må derfor ikke anvende det. Der skal være en brugsanvisning på dansk trykt på fyrværkeriet, som blandt andet viser den afstand du og dine tilskuere skal holde til fyrværkeriet.
Som forbruger må du ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet med hjem til Danmark, og du må heller ikke via internettet købe fyrværkeri til levering fra udlandet. Det gælder også CE-mærket fyrværkeri.
Find mere rådgivning om fyrværkeri på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside og på fyrvaerkeri.dk, som især henvender sig til børn og unge.
Bønnelyckes Pakhus er vinterklar
Tagvinduerne var ved at være utætte. Nu er huset klar til regn og sne.
Gamle huse kræver jævnligt eftersyn og reparation af tag og vinduer, så de kan modstå det danske klima med regn og sne.
Det gælder også for det fredede Bønnelyckes Pakhus på Ny Østergade, hvor de i alt 22 tagvinduer i efteråret 2018 har fået et eftersyn medafrensning af de gamle smedejernsrammer samt ilægning af glas i nyt kit.
Mange af glassene var løftet af mos og sad løst, så regnvand kunne trænge ind.
Forpligtet til at holde fredede huse tætte
Når et hus er fredet, har man en forpligtigelse til at holde huset tæt “på tag og fag” – d.v.s. at både murværk og tag skal være tæt for at holde regn og sne ude.
Nysted Bevaringsforening, der ejer huset, har haft mulighed for at udføre arbejdet efter at have fået støtte fra Lolland-Falsters og Langelands Købstæders Brandsocietets Fond.
Arbejdet blev udført af den lokale glarmester; JD Glas.
22-årig mand fra Nysted fængslet for vold
Varetægtsfængslet frem til 17. december
To mænd kom natten til søndag op at slås på Brovejen i Nykøbing.
Den ene – en 24-årig mand fra Gedser – fik flere slag i ansigtet, og på stedet anholdt politiet en 22-årig mand fra Nysted.
Den 22-årige blev sigtet for vold og fremstillet i grundlovsforhør, og her blev han varetægtsfængslet frem til den 17. december.
Guldborgsund Kommune kondemnerer Nysteds gamle sygehus
Ejeren har ikke længere adgang til bygningen, der også kaldes “De Gamles Hjem”.
På et møde i Guldborgsund Kommunes Teknik, Miljø og Ejendomsudvalg mandag den 19. november, blev det vedtaget at kondemnere Nysteds gamle sygehus, der ligger på Skansevej 2 i Nysted.
Bygningen er af Slots- og Kulturstyrelsen betegnet som bevaringsværdig i kategori 4.
Brandfare for personer i ejendommen
Den 6. september 2018 foretog Lolland Falsters brandvæsen en brandteknisk gennemgang af bygningen. Lolland Falsters brandvæsen havde på dette tidspunkt fået oplyst, at der boede op til 60 personer i ejendommen, der blandt andet blev anvendt i forbindelse med et EU-udvekslingsprojekt for unge.
Lolland Falsters brandvæsen vurderede, at der var akut fare for de personer, der opholdt sig i bygningen, da bygningen ikke levede op til de brandmæssige krav, og at brugen skulle ophøre straks. Der nævnes forhold som:
- Manglende redningsåbninger
- Manglende brandmæssig opdeling (Opdeling og branddøre)
- Gennembrydning af brandceller
- Ingen røgalarmer eller brandmeldeanlæg
- Manglende brandslukningsmateriel
Herefter fremsendte Guldborgsund Kommune den 14. september en skrivelse til ejeren af bygningen – Serhat Baran – med ’strakspåbud’ om afspærring af adgang og rømning af ejendommen.
Krav om øjeblikkelig rømning af bygningen
Guldborgsund Kommune kræver, at bygningen rømmes samme dag – 14 september – senest kl. 13.00. Guldborgsund Kommune skriver i den forbindelse:
Vi vil ligeledes uden yderligere varsel og på din regning, jf. byggelovens § 18, foretage afspærring og rømning af ejendommen, hvis påbuddet ikke straks efterkommes.Hvis du ikke overholder dette påbud, vil kommunen uden yderligere varsel overgive sagen til politiet til strafferetlig behandling. Der kan i givet fald blive tale om idømmelse af bødestraf efter byggelovens § 30, stk.1, litra c og d. Du kan også blive idømt tvangsbøder, indtil forholdet er bragt i orden, jf. byggelovens § 17, stk. 2.
Stadigt mennesker i ejendommen efter tre uger
Den 2. oktober skriver Guldborgsund Kommune, at man ved besigtigelse samme dag, har konstateret, at påbuddet om rømning af bygningen ikke er overholdt, og at kommunen derfor har gennemført rømning og afspærring.
Ved tilsynet den 2. oktober deltog både repræsentanter for Guldborgsund Kommune og Lolland Falsters Brandvæsen. Ved tilsynet konstateres, at der opholdt sig 40 lejere i bygningen.
Mindre fugtskader
Ud over de tidligere nævnte problemer med brandsikkerheden, konstateres der ved tilsynet den 2. oktober, at der er utætheder omkring tegl og inddækninger på taget, som betyder, at der trænger vand ind i bygningen på 1. sal mod haven.
Den 30. oktober fremsender Guldborgsund Kommune en skrivelse til Serhat Baran, hvor man oplyser, at ejendommen bliver indstillet til kondemnering, og at ejeren kan fremsende eventuelle bemærkninger til Guldborgsund Kommune senest den 14. november.
Faktaboks: Nysted Sygehus
Efter nedlæggelsen af sygestuerne i Østergade 17, blev der arbejdet på at få opført et tidsvarende sygehus, og der blev dannet en forening med deltagelse af borgmester Holck, godsinspektør Schrader, muremester R. Holck, købmand Wichmand og dr. med. C. A. Hansen.
I efteråret 1896 stod sygehuset færdigt. Planerne blev udført efter et udkast af dr. Hansen og tegnet af arkitekt Andreasen. Sygehuset blev opført af murermester Harms, tømrermestrene Andreasen og Stuve. smedemester Gleje og blikkenslager Danielsen.
Bygningen kostede ca. 12.000 kroner og montering ca. 3.000 kroner.
I stueetagen var en epedimiafdeling, I den nordlige ende tre værelser for difteripatienter og i den sydlige ende to værelser til skarlagensfeber samt badeværelse.
På førstesalen – gennemgående kvist på midten – fandtes tre sygeværelser til ikke smitsomme sygdomme samt et køkken, spisekammer samt et værelse til sygeplejersken.
I en mindre bygning var indrettet vaske/brændselsrum og kælderrum samt ligstue. En lille have hører til stedet.
Sygehuslægen var dr. med. C. A. Hansen (Grundlæggeren af Nysted Krøniken), og sygeplejerske var frk. Marie Andersen. Den første patient blev indlagt 2. november 1898.
I sommeren 1896 blev sygehuset overdraget til kommunen.
Sygehuset blev nedlagt i april 1918, men blev en kort periode udlejet til Den engelske Skole samt i perioden 31. oktober til 2. februar 1919 åbnet for influenzapatienter.
Bygningen blev herefter brugt som plejehjem for ældre.
I nyere tid blev sygehuset overtaget af Nysted Efterskole, og blev indtil for nyligt brugt blandt andet til lærerboliger.
Guldborgsund Kommune beslutter kondemnering
Den 19. november afholder Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget møde og beslutter kondemnering af ejendommen med den begrundelse, at boligen ikke har et tilfredsstillende indeklima, samt de tidligere nævnte problemer med manglende brandsikring.
Den 22. november meddeler Guldborgsund Kommune skriftligt kondemneringen til Serhat Baran, og forbyder samtidigt beboelse af og ophold i ejendommen.
I brevet skriver Guldborgsund Kommune samtidigt, at Serhat Baran kan få ophævet kondemneringen ved at fremsende et forslag til ombygning, der afhjælper de forhold, der har begrundet kondemneringen. Dette forslag skal være modtaget senest efter 12 måneder.
—–
Nysted Avis har forsøgt at få en kommentar fra Serhat Baran, men han ønsker at vente med at udtale sig, da han har søgt aktindsigt i henhold til offentlighedsloven, og gerne vil se alle sagens dokumenter, før han udtaler sig nærmere.
Se også: