Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
Flere julekranse og standere ødelagt i Nysted
Både torsdag og fredag er der fundet ødelagte julestandere i Nysted.
Allerede første aften, efter at julebelysningen blev tændt – torsdag – blev en af standerne løftet op af holderen og lagt på tværs over Adelgade ved Kolds butik.
Lyskranse stjålet
Fredag aften eller nat var den gal igen. Her blev to standere ødelagte og to lyskranse stjålet. Det var på Gl. Torv og i Adelgade ved hjørnet af Smedestræde.
Der findes desværre ikke ekstra julekranse, så de skal først bestilles og monteres, inden de igen kan indgå i julebelysningen.
Hold øje
Flaggruppen opfordrer alle til at holde øje med, at der ikke bliver ødelagt flere standere eller kranse.
Julebelysningen i Nysted er organiseret af frivillige i flaggruppen. Det er frivillige, der har samlet penge ind til julebelysningen og frivillige, der står for arbejdet med at opsætte og holde øje med, at det hele fungerer.
SE OGSÅ:
Restaurant Turisten åbner fredag
Der kommer både danske, tyrkiske og indiske retter på menukortet.
Fredag den 16. november åbner Turisten ganske stille.
— Vi åbner ganske langsomt. Vi skal jo prøve det nye køkken, og lære det hele at kende, siger Serhat Baran, der er ejer af Nysteds nye restaurant. Vi håber ikke, at der kommer alt for mange mennesker den første dag.
Officiel åbning 1. december
Den officielle åbning bliver den 1. december. Indtil den officielle åbning bliver menukortet begrænset, og der satses mest på takeaway.
Der er to ansatte frem til 1. december, og derefter bliver der tre ansatte. Restaurant Turisten kommer til at have åbent hver dag – også om vinteren – bortset fra tirsdag.
Dansk, tyrkisk og indisk
— Vi kommer til at servere dansk mad. Hakkebøf og frikadelle med kartofler og brunt kommer på menuen, siger Serhat Baran. — Men vi får også en dagens ret – fra december – hvor vi nogle dage serverer tyrkisk mad, og andre dage kan det være en indisk ret.
Det vil også være muligt at bestille pizza, både til takeaway og til at spise i restauranten.
Nysted Avis kikker forbi i morgen for at se, hvordan det går.
Nye flagstænger i Nysted
Nysted flaggruppe samler penge ind til nye flagstænger.
Nysted skal have nye flagstænger. De nuværende flagstænger er gamle og ved at være meget slidte. De er lavet af træ, og er derfor også meget tunge at håndtere for de frivillige, der opsætter flagalleerne på mærkedage og til fester.
Fem meter høje og meget tunge
Det er ikke til at se det, når flagstængerne er sat op, men hver enkelt af dem er faktisk fem meter høje, og der er i alt 110 flagstænger, der skal opsættes. Nogle gange skal de stå der flere dage i træk.
— Vi flager jo ikke om natten i Danmark, så om aftenen skal alle 110 flagstænger tages ned, og om morgenen skal de så sættes op igen, fortæller Hanne Møller Bruun fra flaggruppen. — Det er et rigtigt stort arbejde med de tunge flagstænger.
Kan snart ikke mere
De huller, der er i fortorvene i Nysted, er ofte fyldt med vand, og det har gennem årene betydet, at mange af flagstængerne er møre og rådne i bunden.
— De kan snart ikke mere. Vi håber på at kunne skaffe midler til at udskifte dem til flagstænger af glasfiber. De er meget lettere for de frivillige at håndtere, og de holder meget længere, siger Hanne Møller Bruun til Nysted Avis.
— Vi kender ikke alderen på flagstængerne, og vi kunne godt tænke os at høre historien om dem. Ved kommunesammenlægningen kørte man flagstængerne til Sakskøbing, men da stængerne er sponsoreret af folk fra Nysted – det står på flagstængerne – bad vi om at få dem tilbage. Det var den gang, flaggruppen blev oprettet. Vi regner med de måske er 30 år gamle.
Mangler 39.000 kroner
Det koster omkring 100.000 kroner at udskifte alle 110 flagstænger, men flaggruppen har allerede skaffet de 61.000 kroner.
Det er Døllefjelde-Musse Marked, der har bevilget 8.000 kroner, og for nyligt har flaggruppen modtaget 50.000 kroner fra Thorkild Høeghs Mindelegat. Derudover har Anders fra Nysted Auto sponsoreret med 2.000 kroner og Egelund Køreskole med 1.000 kroner.
Flaggruppen har også ansøgt Guldborgsund Kommune om tilskud, men har endnu ikke modtaget svar.
Håber på hjælp fra borgere og virksomheder i Nysted
Flaggruppen håber også, at flere i Nysted vil hjælpe med at give et tilskud til de nye flagstænger.
Sidste år samlede flaggruppen ind til juleudsmykningen i Nysted, og det gik rigtig godt. Der var virkelig stor opbakning.
Indsamlingen til juleudsmykningen var så stor en succes, at der blev indsamlet 50.000 mere, end der var brug for. De penge kan desværre ikke bruges til flagstængerne.
— Den vogn, der bruges til at transportere juleudsmykning og flagstænger rundt i Nysted, kan ikke mere. Det kræver en specialvogn til de fem meter høje flagstænger, og vi besluttede efter indsamlingen, at overskuddet skal gå til en ny – og lovlig – vogn, siger Hanne Møller Bruun.
Fartkontrol ved Musse
Tre klip og ti bøder.
Færdselspolitiet var til en bestilt kontrol ved Musse mellem Sakskøbing og Nysted tirsdag den 13. november mellem kl. 6.00 og 12.00.
270 biler blev i tidsrummet kontrolleret af færdselspolitiets hastighedsmåler.
122 kilometer i timen
Det resulterede i 10 fartbøder og to klip i kørekortet. På strækningen må der maksimalt køres 80 kilometer i timen. Den højeste hastighed der blev målt var på 122 kilometer i timen, oplyser Sydsjælland og Lolland Falsters Politi.
Stig Weye fik hæderslegat på 20.000 kr.
Legatet blev uddelt af Guldborgsund Billedkunstråd.
På netværkstræffet for den professionelle billedkunst fik kunstner Stig Weye et hæderslegat på 20.000 kroner af Guldborgsund Billedkunstråd.
— Legatet ydes i særlig grad som en anerkendelse af mange års engageret og aktivt virke på vegne af maleriet og den professionelle billedkunst med Nysted som fast afsæt, sagde formanden for Guldborgsund Kommunes Kultur, Fritid og Bosætningsudvalg, Martin Lohse ved overrækkelsen.
Interessen for det menneskelige
— En rød tråd i Stig Weyes værk er en interesse for det menneskelige. Denne interesse udfoldes med en både kærlig og bidende humor, når han på den ene side viser os menneskets ensomhed og samfundets magtstrukturer – og på den anden side fastholder, at vi kommer fra et fælles afsæt, og at der er et forandringens potentiale i alt. Stig er historiefortæller, og han giver gavmildt historierne og billederne videre til beskueren, så vi bliver klogere på både os selv, hinanden og tilværelsen i almindelighed.
— Som Stig Weye selv siger: ”Jeg er altid i gang med at male. Selv, når jeg efter en hård nat har lagt penslen fra mig, fortsætter historien for mit indre øje.” Det samme sker for os, når vi møder dine billeder – og tak for det, Stig.”
Foto fra Guldborgsund Billedkunstråds facebook side
SE OGSÅ: Når folk spørger mig, hvor kunsten kommer fra, svarer jeg fra Gud