Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
16-årig pige udsat for vold
18-årig sigtet for vold.
Politiet fik fredag klokken 1.50 en anmeldelse om, at en 16-årig pige havde været udsat for vold på en adresse i Nysted. Hun havde fået et par lussinger og var slået i baghovedet med en ukendt genstand.
Da politiet ankom til stedet, var voldsmanden stadig til stede.
Det var en bekendt af den 16-årige, og han blev sigtet for vold, og den 16-årige blev kørt til sygehuset i Nykøbing til behandling.
Den sigtede er en 18-årig mand fra lokalområdet.
Populær kæmpe-truck besøger Nysted
Tirsdag d. 14. januar triller transportbranchens specialdesignede Volvo-truck med indbygget lastbil-simulator ind på parkeringspladsen ved Nysted Efterskole om formiddagen mellem kl. 09:00-13:00.
Lastbilen er en del af et landsdækkende roadshow, hvor eleverne kan prøve kræfter med chaufførjobbet og samtidig få viden om mulighederne bag rattet.
600 skoler og mere end 27.000 elever har haft besøg af roadshowet, siden den indtog de danske landeveje i august 2016. Trucken er blevet et kæmpe hit blandt de unge – og nu lægger den vejen forbi Nysted.
Roadshowet er et konkret og utraditionelt initiativ, hvor man aktivt søger at få flere unge til at vælge at blive lastbilchauffør. I lastbilen bliver de unge inviteret indenfor, hvor repræsentanter fra branchen fortæller, hvad der skal til for at tage en erhvervsuddannelse, da mange unge helt automatisk fravælger erhvervsuddannelsen som chauffør og går den gymnasiale vej samtidig med, at branchens omdømme har været udfordret. I lastbilen kan de unge blandt andet møde en chaufførlærling samt prøvekøre en tur i lastbil-simulatoren og få en forsmag på jobbet som chauffør.
Baggrunden for roadshowet er en akut mangel på arbejdskraft i transportbranchen, hvor der inden for få år vil mangle omkring 2.500 chauffører i Danmark. Derfor har 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL (Dansk Industri) og DTL-A (Dansk Erhverv) i regi af Transportens Udviklingsfond og Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond iværksat kampagnen Job i Transport, der har til formål rekruttere flere chauffører.
Det tyder på, at den direkte dialog kombineret med muligheden for konkret at ”afprøve” et job i branchen har båret frugt. I perioden, hvor Volvo-trucken har været på landevejen, har der således været en markant stigning i tilgangen til vejgodstransportuddannelsen.
I 2018 oplevede uddannelsen det højeste antal ansøgere i otte år.
Kaya Brüel synger Jomfru Ane Band sange i Nysted
Hvem husker ikke “Plutonium” og “Rock Me Baby” fra det legendariske Jomfru Ane Band med tvillingerne Sanne og Rebecca Brüel i front. Sange, der med tidens 70’er ånd og musikalske overlegenhed, alle havde noget på hjertet.
At forandre verden, redde jorden, forhindre atomkraftens indtog i Danmark, om individet, fællesskabet og kærligheden. Ikke siden bandet blev opløst i start 80’erne, har det været muligt at opleve sangene.
Fredag d. 31. januar bliver der mulighed for at opleve alt dette i Nysted Biograf-Teater, for nu har Kaya – datter af Sanne Brüel – nøje udvalgt de Jomfru Ane Bands sange, der har en særlig plads i hendes hjerte, og som tåler en gentagelse i dagens Danmark.
Med en mindre akustisk besætning bestående af bl.a. guitar og klaver spilles sangene på bedste højskolemanér. Og man må gerne synge med!
Få et genhør med Jomfru Ane Bands poetiske og politiske sange fra 70’erne med Kaya Brüel i front, og med Maria Køhnke, Sidse Holte og Rune Kjeldsen på sang, omnicord, guitar og klaver giver den lille kvartet deres helt egen akustiske og personlige fortolkning af sangene. Udover den vokale side bliver der også mulighed for at høre en af Danmarks bedste guitarister Rune Kjeldsen (spiller bl.a. andet med Poul Krebs og C.V. Jørgensen).
Billetter til koncert kl. 20.30 (230 kr.) og buffet kl. 19.00 (145 kr.) købes på billetsalg.dk. Buffeten bliver leveret af Det Gamle Pakhus i Nysted.
Anholt nytårsaften
Nægtede at gå.
Politiet blev tirsdag klokken 19.39 kaldt ud til en adresse i Nysted, hvor en 29-årig mand fra Sydfalster havde opført sig truende og nægtede at forlade stedet.
Han blev derfor anholdt klokken 20.49 og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
Han blev taget med på stationen, hvorfra han blev løsladt igen klokken 06.25.
Politiet oplyser samtidigt, at der har været indbrud i Ny Østergade tirsdag morgen, men at er umiddelbart ikke er stjå let noget
Frikendt for brandstiftelse
42-årig var varetægtsfængslet i flere måneder.
Torsdag den 11. april 2019, klokken 01.48 opstod der brand i en ejendom i Fiskergade i Nysted. Ingen kom til skade ved branden, men tagetagen blev beskadiget.
De indledende undersøgelser viste tegn på, at branden kunne være påsat, og politiet foretog i den forbindelse en anholdelse af en 42-årig mand fra Nysted.
Sigtet for brandstiftelse
Den 42-årige blev sigtet for brandstiftelse og afhørt på politistationen i Nykøbing. I løbet af torsdagen blev den sigtede fremstillet i grundlovsforhør i retten i Nykøbing med krav om varetægtsfængsling.
Der havde allerede to gange tidligere været brand i Fiskergade. Første gang den 2. januar 2019, hvor en lejlighed udbrændte og andre blev skadet af vand. Anden gang var den 9. februar 2019.
Ved grundlovsforhøret blev den 42-årige sigtet for alle tre brande.
Samlet har den tiltalte været varetægtsfængslet i knap tre måneder.
Fuldstændig frikendt
Nu har sagen været for retten, men det lykkedes ikke anklagemyndigheden at overbevise dommeren om tiltaltes skyld. Den 42 årige mand er derfor frikendt og helt renset for mistanke, skriver Folketidende.