Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
Forside
Nysted i TV-Avisen
Susanne Winther-Nielsen fortæller om at været udflyttet fra København med Erhvervsstyrelsen.
Susanne Winther-Nielsen var meget i tvivl, om hun skulle flytte med sit arbejde, som var Erhvervsstyrelsen, der blev udflyttet fra Langelinie til Nykøbing Falster.
Før boede hun i Albertslund, hvor hun blandt andet sad i byrådet for Socialdemokratiet.
En rigtig Nysted borger
– Nysted er smukkere end Albertslund, og det er meget nemt at komme ned til vandet, fortæller Susanne Winther-Nielsen til TV-Avisen. Hun fortæller også, at hun føler, hun er blevet en rigtig Nysted borger.
Se indslaget med Susanne Winther-Nielsen her.
Interviewet med Susanne Winther-Nielsen starter ca. 19 minutter inde i udsendelsen.
Nysted Bageri udskyder åbningen til fredag
Det har taget længere tid at få udskiftet den store 70 år gamle ovn end planlagt.
PROJEKT NY OVN
TAGER LÆNGERE TID END BEREGNET
VI ÅBNER SÅ SNART VI ER KLAR
Sådan står der mandag på døren til Nysted Bageri.
I sidste uge blev den gamle store ovn nedtaget og skulle erstattes med en helt ny og større ovn. Det viste sig desværre at tage længere til end beregnet.
Ovn muret ind
Den gamle ovn var muret ind i bageriet, og derfor skulle en del murværk tages ned og repareres, inden den nye ovn kan installeres.
Den nye ovn vejer mere end 400 kg. Herover ses det nederste dæk af ovnen, der alene vejer 200 kg. Når hele ovnen er installeret vil den være mindst dobbelt så stor.
Ovnen kom mandag, og på nuværende tidspunkt forventes det først at alt er klar til åbning på fredag.
Der er nok mange i Nysted, der glæder sig til igen at få frisk brød.
Nysted Banko mangler frivillige
Nysted Banko skriver:
Vi er fyldt med numre i Nysted bankos styregruppe, men vi må erkende at vi mangler hænder til praktiske opgaver, såsom hjælp, til at sælge plader, medlemskaber, lotteri, opråber “løber” samt opstilling og nedtagning efter hvert spil.
Al hjælp er velkommen, og vi finder den opgave som passer lige netop til dig. Du forpligter dig ikke til at deltage som frivillig på alle de 4 årlige bankospilledage, men det ville være dejligt.
Lønnen: der er tale om frivilligt arbejde, men som frivillig bliver du en del af engageret styregruppe i en bred aldersgruppe. Vi har masser af humør, også når der er travlt på bankodagene. Vi kan tilbyde lidt mad og drikke og ikke mindst socialt samvær, inden spillet går i gang.
Fortvivl ikke hvis du også ønsker at deltage i selve spillet, så plejer vi at finde ud af det.
Alle er velkommen
Henvendelse til
Thomas Willadsen
Stine Damsbo Willadsen
Birgit Pommer
Pia Jensen
Hvad skal vi med Adelgade
Flere end 500 deltog i Nysted Avis afstemning på Facebook.
Den 21. januar 2019 besluttede Teknik og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune, at Adelgade i Nysted igen skal være ensrettet.
En af årsagerne til beslutningen var en underskriftsindsamling med næsten 200 indsamlede underskrifter, der blev gennemført i 2016.
Foreninger sendte protestskrivelse
Kort tid efter beslutningen sendte foreningen NET og foreningen NOF protestskrivelser til formanden for Teknik og Miljøudvalget , Peter Bring-Larsen.
NET står for Nysted Erhvervs- og Turistforening og NOF for Nysted og Omegns Fællesråd.
De to foreninger skriver i brevet til udvalget, at det blot er 20 af de 150 husstande i Adelgade, som har underskrevet, samt at 100 af underskriverne har bopæl uden for Nysted.
Se brevet fra NET og NOF til Teknik og Miljøudvalget her.
– Vi har i udvalget kigget på, hvem der bruger byen Nysted, og udover underskrifterne til fordel for en ensretning, har der også været mange telefonopkald og mails, hvor eksempelvis cyklister har fortalt om, at de ikke tør køre gennem Adelgade på grund af, at der er for smalt og ikke er plads nok i forhold til bilerne, fortæller udvalgsformand Peter Bring-Larsen til Folketidende.
Dialoggruppe
Jens Frederiksen, der er formand for NET skriver til Nysted Avis:
– NET og NOF er imod måden, beslutningen blev gennemført på. Vi ser helst, at kommunen snakker med “Nysted”, inden de gennemfører noget. Der er en dialoggruppe, hvor forskellige foreninger og kommunen er med, og nye tiltag skal ikke gennemføres af en underskriftsindsamling, som ingen kender til, eller en afstemning på Facebook.
Det har ikke været muligt for Nysted Avis at finde ud af, hvem der sidder i den omtalte dialoggruppe, men Jens Frederiksen oplyser, at gruppen består af medlemmer fra forskellige foreninger i Nysted.
Dialoggruppen mødes med repræsentanter fra Miljø- og Teknikudvalget i Guldborgsund Kommune ca. en gang om måneden.
Afstemning
Da der i et stykke tid havde været forskellige ytringer for og imod ensretning af Adelgade, oprettede Nysted Avis en meningsmåling på Facebook, som har fået lov til at være aktiv i en uge.
Afstemningens resultat:
507 valgte at deltage i meningsmålingen, og af dem er 68% enige i, at Adelgade skal ensrettes, hvorimod 32% fortsat ønsker trafikken i Adelgade afviklet som nu, hvor der må køres i begge retninger og kun parkeres i båse.
Da mange mennesker ikke er på Facebook, eller af andre grunde ikke har haft mulighed for at deltage, er undersøgelsen på ingen måde objektiv, men den store forskel mellem JA og NEJ sigerne indikerer sandsynligvis et ja til Guldborgsund Kommunes beslutning om ensretning af Adelgade,
Kommentarer til afstemningen
Herunder findes en række kommentarer, der er givet på de forskellige Facebook sider, hvor afstemningen har været delt. Vi har valgt at lade fornavne stå, men slettet efternavnene, selv om Facebook siderne har været offentlige.
Jørgen mener, at der skal være vejbump i den første del af Adelgade, da mange når op på 80 kilometer i timen inden Turisten.
Jan mener ikke, den skal være ensrettet, men at der skal skiltes med, at trafik fra Lilletorvssiden har forkørselsret, så alle ved det.
Brian ønsker ensretning og skriver:
– Det var så godt før hen med ensrettet – så helt klart – det skal den igen. Os der bor her oplever megen panik på vejen tit, og i sær med for mange parkerede biler på hele vejen, så det tit et problem.
Eva synes, den skal være ensrettet, ellers skulle der være parkering forbudt i gaden.
Hanne skriver:
– Selvfølgelig skal den være ensrettet igen. Jeg var selv med til møde første gang i februar 2016. Men man lyttede ikke dengang trods de mange underskrifter, og mange holder også fortsat udenfor p-båsene.
Sanne skriver, at gaden slet ikke er lavet til, at der skal køres i begge retninger plus parkering. Ensrettet er det eneste rigtige.
Susanne husker, at Adelgade tidligere var ensrettet kun for motorkøretøjer, og syntes det kunne være en god ide at gøre igen, så cyklister kan køre begge veje.
Catrine mener, at hvis den øverste del af Adelgade skal være ensrettet, skal resten vel også, inkl.Fiskergade og så modsat den anden vej op ad Østergade!
– Så kan de fartglade få en rigtig racerbane
Anne mener:
– Nej. Jo mere ensrettet der er, desto flere omveje skal folk køre = mere kørsel i byen.
Og hvor er det i øvrigt ærgerligt, hvis alle turister igen skal sendes uden om byens hovedgade med alle de velbevarede huse. ….og udenom de sidste levende butikker.
Hertil svarer Lotte:
– Turister bliver jo heller ikke ledt uden om byens hovedgade og alle de bevarede huse. Dem ser de jo, når de kører ned af den ensrettede Adelgade og vil de nyde synet igen, så tager de bare en tur til… – Og for os som bor i gaden, bliver der mere ro – det ser vi frem til…
Susanne skriver:
– Problemet er særligt for turister og os på cykel, og vi er aldrig blevet orienteret om, hvorfor Adelgade pludselig skulle have ophævet ensretningen. Det skete uden, vi som beboere var orienteret. Hvem bestemte det dengang? og med hvilke begrundelse? Det kunne være rart at få en forklaring.
Anita synes, at Adelgade skal lukkes og laves om til gågade:
– Det er fuldstændig ligegyldigt, om man kører den ene vej eller den anden. Den er så håbløs kedelig. Tænk engang som gågade med stole, borde, stativer og måske en spillemand…
Brolægning eller lignende
Nysteds lokalplan 132 siger, at der skal etableres belægning med fliser, belægningssten eller brosten m.v. niveaufrit i fuld bredde fra hus til hus (væg til væg), når gaderne på et tidspunkt skal istandsættes gennemgribende. Og det arbejde skal snart begynde.
En del af argumenterne mod ensretningen er, at nogle frygter, at hastigheden for biltrafikken i Adelgade vil stige, når bilisterne ikke længere skal passe på modkørende trafik.
Gågade med biler
I mange andre byer – inklusiv Sakskøbing – har man fundet en løsning, der fungerer fint. Man ændrer et stykke af hovedgaden til gågade, men vel og mærke en gågade, hvor der både må køres og parkeres.
Det kunne måske også være en løsning i den første del af Adelgade – Mellem Ny Østergade og Jernbanegade – hvis der blev lagt brosten eller lignende. Det ville betyde, at gående og cyklister har fortrinsret, og at bilister skal vige for den lettere trafik.
Udeservering og marked
Det ville også betyde, at bageren og restauranterne i Adelgade kunne udvide deres udeservering i sommerhalvåret, og at de butikker, der findes – og der er faktisk pt. kun 2 – 3 tomme butikker – kunne have en del af deres udstilling udenfor – og måske en gang i mellem en spillemand, som Anita foreslår. Jule- og sommermarkederne kunne flytte tilbage til den del af Adelgade, hvor de tidligere blev afholdt.
I de forløbne år er der revet en del bygninger ned i Adelgade, og de fleste områder er derefter ændret til parkeringspladser. Det vil være let at finde en parkeringsplads, uanset om man skal på apoteket, hos bageren eller til en af restauranterne. Der er altid masser af plads på en af de mange parkeringspladser.
Kortet viser området, og de grønne felter er parkeringspladser.
Se også:
Igen brand i ejendom i Fiskergade
For anden gang på kort tid har der været brand i en ejendom i Fiskergade.
Branden blev anmeldt til Lolland Falsters Brandvæsen lidt efter kl. 2. natten til lørdag
Det er anden gang på lidt mere end en måned, at der er brand i ejendommen i Fiskergade i Nysted.
Totalskadet
Sidste gang var branden opstået i soveværelset i en førstesals lejlighed. Der var ingen hjemme, men lejligheden blev totalskadet, og en anden lejlighed i stueetagen er vandskadet.
Det er ikke lykkedes Nysted Avis at få oplyst, om det er samme lejlighed, eller hvor omfattende skaderne har været ved nattens brand.
Foto: iPhoto By Lsfoto.