Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
Forside
22-årig mand fra Nysted fængslet for vold
Varetægtsfængslet frem til 17. december
To mænd kom natten til søndag op at slås på Brovejen i Nykøbing.
Den ene – en 24-årig mand fra Gedser – fik flere slag i ansigtet, og på stedet anholdt politiet en 22-årig mand fra Nysted.
Den 22-årige blev sigtet for vold og fremstillet i grundlovsforhør, og her blev han varetægtsfængslet frem til den 17. december.
Guldborgsund Kommune kondemnerer Nysteds gamle sygehus
Ejeren har ikke længere adgang til bygningen, der også kaldes “De Gamles Hjem”.
På et møde i Guldborgsund Kommunes Teknik, Miljø og Ejendomsudvalg mandag den 19. november, blev det vedtaget at kondemnere Nysteds gamle sygehus, der ligger på Skansevej 2 i Nysted.
Bygningen er af Slots- og Kulturstyrelsen betegnet som bevaringsværdig i kategori 4.
Brandfare for personer i ejendommen
Den 6. september 2018 foretog Lolland Falsters brandvæsen en brandteknisk gennemgang af bygningen. Lolland Falsters brandvæsen havde på dette tidspunkt fået oplyst, at der boede op til 60 personer i ejendommen, der blandt andet blev anvendt i forbindelse med et EU-udvekslingsprojekt for unge.
Lolland Falsters brandvæsen vurderede, at der var akut fare for de personer, der opholdt sig i bygningen, da bygningen ikke levede op til de brandmæssige krav, og at brugen skulle ophøre straks. Der nævnes forhold som:
- Manglende redningsåbninger
- Manglende brandmæssig opdeling (Opdeling og branddøre)
- Gennembrydning af brandceller
- Ingen røgalarmer eller brandmeldeanlæg
- Manglende brandslukningsmateriel
Herefter fremsendte Guldborgsund Kommune den 14. september en skrivelse til ejeren af bygningen – Serhat Baran – med ’strakspåbud’ om afspærring af adgang og rømning af ejendommen.
Krav om øjeblikkelig rømning af bygningen
Guldborgsund Kommune kræver, at bygningen rømmes samme dag – 14 september – senest kl. 13.00. Guldborgsund Kommune skriver i den forbindelse:
Vi vil ligeledes uden yderligere varsel og på din regning, jf. byggelovens § 18, foretage afspærring og rømning af ejendommen, hvis påbuddet ikke straks efterkommes.Hvis du ikke overholder dette påbud, vil kommunen uden yderligere varsel overgive sagen til politiet til strafferetlig behandling. Der kan i givet fald blive tale om idømmelse af bødestraf efter byggelovens § 30, stk.1, litra c og d. Du kan også blive idømt tvangsbøder, indtil forholdet er bragt i orden, jf. byggelovens § 17, stk. 2.
Stadigt mennesker i ejendommen efter tre uger
Den 2. oktober skriver Guldborgsund Kommune, at man ved besigtigelse samme dag, har konstateret, at påbuddet om rømning af bygningen ikke er overholdt, og at kommunen derfor har gennemført rømning og afspærring.
Ved tilsynet den 2. oktober deltog både repræsentanter for Guldborgsund Kommune og Lolland Falsters Brandvæsen. Ved tilsynet konstateres, at der opholdt sig 40 lejere i bygningen.
Mindre fugtskader
Ud over de tidligere nævnte problemer med brandsikkerheden, konstateres der ved tilsynet den 2. oktober, at der er utætheder omkring tegl og inddækninger på taget, som betyder, at der trænger vand ind i bygningen på 1. sal mod haven.
Den 30. oktober fremsender Guldborgsund Kommune en skrivelse til Serhat Baran, hvor man oplyser, at ejendommen bliver indstillet til kondemnering, og at ejeren kan fremsende eventuelle bemærkninger til Guldborgsund Kommune senest den 14. november.
Faktaboks: Nysted Sygehus
Efter nedlæggelsen af sygestuerne i Østergade 17, blev der arbejdet på at få opført et tidsvarende sygehus, og der blev dannet en forening med deltagelse af borgmester Holck, godsinspektør Schrader, muremester R. Holck, købmand Wichmand og dr. med. C. A. Hansen.
I efteråret 1896 stod sygehuset færdigt. Planerne blev udført efter et udkast af dr. Hansen og tegnet af arkitekt Andreasen. Sygehuset blev opført af murermester Harms, tømrermestrene Andreasen og Stuve. smedemester Gleje og blikkenslager Danielsen.
Bygningen kostede ca. 12.000 kroner og montering ca. 3.000 kroner.
I stueetagen var en epedimiafdeling, I den nordlige ende tre værelser for difteripatienter og i den sydlige ende to værelser til skarlagensfeber samt badeværelse.
På førstesalen – gennemgående kvist på midten – fandtes tre sygeværelser til ikke smitsomme sygdomme samt et køkken, spisekammer samt et værelse til sygeplejersken.
I en mindre bygning var indrettet vaske/brændselsrum og kælderrum samt ligstue. En lille have hører til stedet.
Sygehuslægen var dr. med. C. A. Hansen (Grundlæggeren af Nysted Krøniken), og sygeplejerske var frk. Marie Andersen. Den første patient blev indlagt 2. november 1898.
I sommeren 1896 blev sygehuset overdraget til kommunen.
Sygehuset blev nedlagt i april 1918, men blev en kort periode udlejet til Den engelske Skole samt i perioden 31. oktober til 2. februar 1919 åbnet for influenzapatienter.
Bygningen blev herefter brugt som plejehjem for ældre.
I nyere tid blev sygehuset overtaget af Nysted Efterskole, og blev indtil for nyligt brugt blandt andet til lærerboliger.
Guldborgsund Kommune beslutter kondemnering
Den 19. november afholder Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget møde og beslutter kondemnering af ejendommen med den begrundelse, at boligen ikke har et tilfredsstillende indeklima, samt de tidligere nævnte problemer med manglende brandsikring.
Den 22. november meddeler Guldborgsund Kommune skriftligt kondemneringen til Serhat Baran, og forbyder samtidigt beboelse af og ophold i ejendommen.
I brevet skriver Guldborgsund Kommune samtidigt, at Serhat Baran kan få ophævet kondemneringen ved at fremsende et forslag til ombygning, der afhjælper de forhold, der har begrundet kondemneringen. Dette forslag skal være modtaget senest efter 12 måneder.
—–
Nysted Avis har forsøgt at få en kommentar fra Serhat Baran, men han ønsker at vente med at udtale sig, da han har søgt aktindsigt i henhold til offentlighedsloven, og gerne vil se alle sagens dokumenter, før han udtaler sig nærmere.
Se også:
Julemarked på Gammel Torv
Stort fremmøde i Nysted i løbet af lørdagen.
Der var julemarked på Gammel Torv lørdag den 1. december.
Lions solgte gløgg og hjemmelavede æbleskiver. Der var motions-bingo v/Øster Ulslev Idrætsforening, puslespilsbingo for børn 1-7 år, Lolland-Falster Brandkadetterne og brandbilen var på besøg, og mange boder med julepynt.
Mange aktiviteter
På Rådhuset havde julenisser inviteret til juletræspyntning og ”Lav din egen juledekoration”.
Museet Aarestrups Hus holdt åbent og solgte gløgg, kaffe, lollandske klejner og Carolines småkager, og en stor del af butikkerne på Adelgade holdt også åbent.
På havnen var restaurant Nysted Havn ændret til en julestue med boder og salg af julepynt foruden gløgg og øl.
Artiklen fortsætter under annoncen
Restaurant Det Gamle Pakhus
I Nysted Avis eget hus på Adelgade var der åbent hus om eftermiddagen.
Her mødtes man i Nysteds nye restaurant – Det Gamle Pakhus – og fik en rundvisning gennem de 2.500 m2, der ud over restauranten indeholder flere lejligheder, Nysted Avis, rejsebureauet AirTiki og den gamle store systue mod Adelgade.
Der var adskillige rundvisninger i den store ejendom, og knap 300 mennesker nåede at lægge vejen forbi, inden de sidste gik omkring kl. 17.
Middelalderfestivallen i Nysted 2019 er aflyst
Enstemmig beslutning i foreningens bestyrelse.
På generalforsamlingen i Nysted Middelalderfestival den 29. november blev det besluttet at aflyse middelalderfestivallen i 2019.
– Det besluttedes enstemmigt at følge bestyrelsens enige indstilling om, at der ikke afvikles middelalderfestival i 2019, da der er brug for en pause til at gentænke konceptet. Herunder set i forhold til den økonomiske ramme og den fysiske placering, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.
Kæmpe arbejde
– Det er et kæmpe stykke arbejde at arrangere sådan en festival, og mange af os har efterhånden gjort det i mange år. Vi oplevede så et mindre fald denne sommer i forhold til det sædvanlige antal gæster, men det er ikke derfor, vi nu tager en pause. Den tanke var allerede opstået inden dette års festival, udtaler formanden – Henrik Nylander Nielsen – for festivallen til Folketidende.
Siden Nysted fejrede sit 600 års jubilæum i 2009, har Nysted haft sin egen middelalderfestival. Over 300 middelalderfolk og arbejdende værksteder, har årligt deltaget i festivallen.
Festivallen i 2018 var den 10. middelalderfestival i Nysted og muligvis også den sidste.
Se også:
Så blev juletræet tændt
Omkring kl. 17 torsdag aften blev juletræet tændt ved Nysted Rådhus.
Omkring 100 mennesker var mødt frem med fakler og lygter.
Der var procession fra Vandtårnet ned gennem Adelgade til pladsen foran Rådhuset.
Tekniske vanskeligheder
Der var en del tekniske vanskeligheder med at få træet tændt, og først efter flere forsøg lykkedes det.
Flere frygtede, at juletræet havde lidt samme sørgelige skæbne som julebelysningen i Nysted, men efter at børn og voksne nogle gange havde talt ned fra ti, lykkedes det at få lys i træet.
Nysteds julebelysning var slukket
Kedeligt var det dog, at julekransene i Nysteds julebelysning ikke var tændt under processionen. Det skyldes yderligere hærværk men flaggruppen, der står for julebelysningen har ikke opgivet at holde liv i julebelysningen selv efter flere tyverier og hærværk.