Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
Kulturelle arrangementer i Nysted og omegn.
Her finder du oplysninger om, hvad der sker - eller er sket - af kulturelle begivenheder i Nysted.
Kaya Brüel synger Jomfru Ane Band sange i Nysted
Hvem husker ikke “Plutonium” og “Rock Me Baby” fra det legendariske Jomfru Ane Band med tvillingerne Sanne og Rebecca Brüel i front. Sange, der med tidens 70’er ånd og musikalske overlegenhed, alle havde noget på hjertet.
At forandre verden, redde jorden, forhindre atomkraftens indtog i Danmark, om individet, fællesskabet og kærligheden. Ikke siden bandet blev opløst i start 80’erne, har det været muligt at opleve sangene.
Fredag d. 31. januar bliver der mulighed for at opleve alt dette i Nysted Biograf-Teater, for nu har Kaya – datter af Sanne Brüel – nøje udvalgt de Jomfru Ane Bands sange, der har en særlig plads i hendes hjerte, og som tåler en gentagelse i dagens Danmark.
Med en mindre akustisk besætning bestående af bl.a. guitar og klaver spilles sangene på bedste højskolemanér. Og man må gerne synge med!
Få et genhør med Jomfru Ane Bands poetiske og politiske sange fra 70’erne med Kaya Brüel i front, og med Maria Køhnke, Sidse Holte og Rune Kjeldsen på sang, omnicord, guitar og klaver giver den lille kvartet deres helt egen akustiske og personlige fortolkning af sangene. Udover den vokale side bliver der også mulighed for at høre en af Danmarks bedste guitarister Rune Kjeldsen (spiller bl.a. andet med Poul Krebs og C.V. Jørgensen).
Billetter til koncert kl. 20.30 (230 kr.) og buffet kl. 19.00 (145 kr.) købes på billetsalg.dk. Buffeten bliver leveret af Det Gamle Pakhus i Nysted.
Fejring af Aarestrups 219 års fødselsdag
Onsdag 4. Dec. Kl. 19 – 21.30.
Koncert med Peter Abrahamsen der spiller og synger Emil Aarestrup, Kaj Munk og Nis Petersen digte
Fællessang m.m.
Salg af kaffe, klejner, gløgg og drikkevarer
Entre: 50 kr .
Tilmelding / reservation på mobil 42168250 eller mail emilogcaroline@aarestrup-foreningen.dk
Alle er velkomne!
Ny bog om Nysted by under Englandskrigene
Bogen ‘Strandingssagen på Rødsand 1811-1812’ er skrevet af Aage Mortensen og Henrik Olsen og lige udgivet.
Med udgangspunkt i Nysted by under Englandskrigene giver bogen et fyldigt materiale om kapervæsen, strandinger og de officielle, følgende sager i offentlige instanser i Nysted og København.
Desuden et udvalg af vigtige punkter og sammenhænge fra byens historie, der giver et udpluk af baggrundene for byens videre udvikling i det følgende århundrede og længere frem.
Bogen er på 72 sider og kan købes – pris kr. 150 – hos Heidi’s Blomster, Det Gamle Pakhus og The Cottage samt ved Nysted Julemarked i Nysted Havnegalleri og Årestrups Hus.
Restaurant Det Gamle Pakhus er godkendt
Det gik pludseligt meget stærkt.
I dag – fredag kom Guldborgsund Kommune og Beredskabsstyrelsen på besøg i Nysted og efter kort tid modtog restauranten Ibrugtagningstilladelsen fra Guldborgsund Kommune.
Restauranten åbner onsdag
Meget kort tid derefter fremsendte Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi restaurantens alkoholbevilling.
Restauranten forventer at åbne onsdag den 16. oktober 2019. Det bliver en langsom åbning, hvor restauranten i begyndelsen ikke vil kunne tage alle de knap 80 gæster der er plads til. Først skal køkkenfaciliteterne testes og læres bedre at kende.
Bo Evers Band giver koncert i Nysted
Fredag d. 25. oktober kan Byhusforeningen præsentere Bo Evers Band ved en koncert i Nysted Biograf-Teater.
Bo Evers er en charmerende poet. Hans underfundige rim og skæve tekster er forfriskende og en oplevelse i sig selv.
Nogle kender måske sange som ‘Fred’, ‘Barry White’ og ‘Hver Anden Weekend’. I løbet af 2019 har han også udsendt EP-en ’Død’ med bl.a.nummeret ’Fri Mig’.
En koncert med Bo Evers er altid en oplevelse ud over det sædvanlige med hans legesyge musik og de sjove, underfundige og finurlige tekster, som ikke ligner noget andet indenfor den dansksprogede musik. Her kombinerer han sit specielle folk- og viseunivers med bl.a. gypsyswing og alt mellem pop til punk.
Når og hvis alt dette til koncerterne blomstrer op i en højere enhed, kan det både sætte gang i lattermuskler og tårekanaler, når bandets musikalske nærvær strømmer fra scenen og helt ned til bagerste del af salen.
Der er helt sikkert basis for en overraskende og forrygende fredag aften, når Bo Evers og hans kvartet går på scenen i Nysted Biograf-Teater for at spille og underholde.
Hvis man vil deltage i aftenens buffet fra kl. 19.00, kan det ligesom billetter til koncerten købes på www.billetsalg.dk.
Koncerten begynder kl. 20.30, og dørene åbnes kl. 18.30.