Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
Kulturelle arrangementer i Nysted og omegn.
Her finder du oplysninger om, hvad der sker - eller er sket - af kulturelle begivenheder i Nysted.
Morgensang i Nysted
Nysted Orgelmuseum planlægger fælles morgensang hver onsdag morgen fra juni 2019.
— Til juni starter onsdagsmorgensangen op på Nysted Orgelmuseum, når det til den tid åbner, fortæller Panna Friis-Grigoncza, der er organist i Nysted Kirke og sammen med Jacob Friis-Grigoncza er indehaver af ejendommen i Adelgade, som de er i fuld gang med at renovere og indrette til orgelmuseum.
Panna leder en række kor på Lolland, som også vil bidrage til morgensangen.
Morgensangen er et samarbejde mellem SANGVÆR og Nysted Orgelmuseum.
Fællessangens fremme
SANGVÆR er en forening, der vil arbejde for fællessangens fremme.
Foreningens mål er at sprede ringe i vandet landet over og over tid fungere som en decentral bevægelse med lokale aktører som drivkræfter.
Bestyrelsen består af Ralf Christensen, Susanna Sommer, Rikke Forchhammer, Carsten Mørch-Bentzen og Lars Kjelfred.
Kirketeater i Nysted Kirke
Generalprøve på lørdag og premiere den 20. december til familiegudstjenesten.
Den 20. december kl. 17.00 er der premiere på julestykket, som bliver brugt til familiegudstjenesten i Nysted Kirke.
Teaterinstruktøren er kirkens organist, Panna Ildikó Friis-Grigoncza,
Fortæller om Jesu fødsel
Teaterstykket fortæller om Jesu fødsel. 25 personer har igennem december måned været med til øve drama, tekster, sang og bevægelse til teaterstykket.
Der er også lavet kostumer. Der er fremstillet fårekostumer, hyrdedragter og kroner til De Hellige Tre Konger. Børnene har håndmalet englevinger og lavet palmetræ.
Efter gudstjenesten er der spisning for alle i sognehuset
Allerede nu på lørdag er der generalprøve kl. 13-15 på stykket.
Fortsætter måske til foråret
Panna Ildikó Friis-Grigoncza oplyser til Nysted Avis, at man allerede nu overvejer at fortsætte med teaterstykker til foråret.
Middelalderfestivallen i Nysted 2019 er aflyst
Enstemmig beslutning i foreningens bestyrelse.
På generalforsamlingen i Nysted Middelalderfestival den 29. november blev det besluttet at aflyse middelalderfestivallen i 2019.
– Det besluttedes enstemmigt at følge bestyrelsens enige indstilling om, at der ikke afvikles middelalderfestival i 2019, da der er brug for en pause til at gentænke konceptet. Herunder set i forhold til den økonomiske ramme og den fysiske placering, skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.
Kæmpe arbejde
– Det er et kæmpe stykke arbejde at arrangere sådan en festival, og mange af os har efterhånden gjort det i mange år. Vi oplevede så et mindre fald denne sommer i forhold til det sædvanlige antal gæster, men det er ikke derfor, vi nu tager en pause. Den tanke var allerede opstået inden dette års festival, udtaler formanden – Henrik Nylander Nielsen – for festivallen til Folketidende.
Siden Nysted fejrede sit 600 års jubilæum i 2009, har Nysted haft sin egen middelalderfestival. Over 300 middelalderfolk og arbejdende værksteder, har årligt deltaget i festivallen.
Festivallen i 2018 var den 10. middelalderfestival i Nysted og muligvis også den sidste.
Se også:
Mike Andersen i Nysted Biograf
Der er stadigt ledige billetter til Mike Andersen i Nysted Biograf den 30. november.
Mike Andersen præsenterer sammensmeltning af svedig blues, soul og rock, med en rå og udfarende vokal, og de fængende melodier giver Mike hans egen plads i et ellers traditionsbundent felt.
I maj 2018 udsendte Mike Andersen en helt ny single, ’There She Was’. Den får live premiere ved de kommende koncerter, Mike spiller med sit band: Mike Andersen, voc, gui Johs. Nørrelykke, gui, voc Kristian Kold, bas, voc Kristian Fogh, keys, voc Jens Kr. Dam, trommer, voc.
Med udgivelsen af ’There She Was’ har Mike haft lyst til at fokusere på kreationen af én enkelt single. Men det er med præcis samme dedikation, at han er gået ind i den proces, som det har været med hans tidligere albumindspilninger.
Udgivet syv albums
Mike Andersen seneste album, ’Devil is Back’, fra 2016 – var det 7. album fra hans hånd. En del af albummets sange er skrevet i Nashville sammen med internationale topsangskrivere, og det har bl.a. ført til en duet med den verdensberømte soulsangerinde Joss Stone. Albummet er endvidere indspillet i København – også – med Mads Michelsen som producer.
Mike valgte for første gang at åbne op for at co-write med andre på ’Devil is Back’. Således har Mike gennem ophold i sangskrivningens mekka Nashville, bl.a. arbejdet sammen med Gary Nicholson, der har været sangskriveren bag sange indspillet af Fleetwood Mac, Willie Nielson, Delbert McClinton.
Nye flagstænger i Nysted
Nysted flaggruppe samler penge ind til nye flagstænger.
Nysted skal have nye flagstænger. De nuværende flagstænger er gamle og ved at være meget slidte. De er lavet af træ, og er derfor også meget tunge at håndtere for de frivillige, der opsætter flagalleerne på mærkedage og til fester.
Fem meter høje og meget tunge
Det er ikke til at se det, når flagstængerne er sat op, men hver enkelt af dem er faktisk fem meter høje, og der er i alt 110 flagstænger, der skal opsættes. Nogle gange skal de stå der flere dage i træk.
— Vi flager jo ikke om natten i Danmark, så om aftenen skal alle 110 flagstænger tages ned, og om morgenen skal de så sættes op igen, fortæller Hanne Møller Bruun fra flaggruppen. — Det er et rigtigt stort arbejde med de tunge flagstænger.
Kan snart ikke mere
De huller, der er i fortorvene i Nysted, er ofte fyldt med vand, og det har gennem årene betydet, at mange af flagstængerne er møre og rådne i bunden.
— De kan snart ikke mere. Vi håber på at kunne skaffe midler til at udskifte dem til flagstænger af glasfiber. De er meget lettere for de frivillige at håndtere, og de holder meget længere, siger Hanne Møller Bruun til Nysted Avis.
— Vi kender ikke alderen på flagstængerne, og vi kunne godt tænke os at høre historien om dem. Ved kommunesammenlægningen kørte man flagstængerne til Sakskøbing, men da stængerne er sponsoreret af folk fra Nysted – det står på flagstængerne – bad vi om at få dem tilbage. Det var den gang, flaggruppen blev oprettet. Vi regner med de måske er 30 år gamle.
Mangler 39.000 kroner
Det koster omkring 100.000 kroner at udskifte alle 110 flagstænger, men flaggruppen har allerede skaffet de 61.000 kroner.
Det er Døllefjelde-Musse Marked, der har bevilget 8.000 kroner, og for nyligt har flaggruppen modtaget 50.000 kroner fra Thorkild Høeghs Mindelegat. Derudover har Anders fra Nysted Auto sponsoreret med 2.000 kroner og Egelund Køreskole med 1.000 kroner.
Flaggruppen har også ansøgt Guldborgsund Kommune om tilskud, men har endnu ikke modtaget svar.
Håber på hjælp fra borgere og virksomheder i Nysted
Flaggruppen håber også, at flere i Nysted vil hjælpe med at give et tilskud til de nye flagstænger.
Sidste år samlede flaggruppen ind til juleudsmykningen i Nysted, og det gik rigtig godt. Der var virkelig stor opbakning.
Indsamlingen til juleudsmykningen var så stor en succes, at der blev indsamlet 50.000 mere, end der var brug for. De penge kan desværre ikke bruges til flagstængerne.
— Den vogn, der bruges til at transportere juleudsmykning og flagstænger rundt i Nysted, kan ikke mere. Det kræver en specialvogn til de fem meter høje flagstænger, og vi besluttede efter indsamlingen, at overskuddet skal gå til en ny – og lovlig – vogn, siger Hanne Møller Bruun.