Listen over salget af ejendomme i Nysted. Nysted Avis har i samarbejde med ejendomsportalen Boliga udarbejdet en liste over de senest solgte ejendomme i Nysted og omegn. Listen … [Læs videre...] om Nye solgte ejendomme i Nysted området
En del beboere omkring Nysted blev meget forskrækkede over meget lave overflyvninger.
Den 22. juli 2019 omkring kl. 10:20 blev en del beboere nær Nysted meget forskrækkede, da lavtflyvende jagerfly fløj meget lavt hen over deres ejendomme.
Beboere og husdyr blev skræmte
Også de husdyr der bor på de plagede ejendomme blev forskrækkede over overflyvningerne. Det resulterede blandt andet i en debat om problemerne på Facebook, hvor der blev spurgt om hvorvidt Forsvaret har tilladelse til så lave overflyvninger over beboelser.
Nysted Avis kontaktede derfor Flyverkommandoen den 23. juli for at høre til årsagen til overflyvningerne og generelt reglerne på området, og har i dag modtaget svar.
Træningsflyvninger kan virke voldsomme
– Langt størstedelen af de træningsflyvninger, der bliver fløjet foregår over vand, men nogle gange er det nødvendigt at lægge træningen over land. I den forbindelse er der en række regler, vores piloter skal overholde. Men selvom reglerne bliver overholdt kan lyden virke voldsom – blandt andet kan forskellige vejrtyper forstærke den oplevede lyd, udtaler major Klaus Pørtner Toft fra Flyverkommandoen til Nysted Avis.
Flyvevåbnets F-16 jagerfly
– I forhold til overflyvningen omkring Nysted med jagerfly den 22. juli 2019 kl. 10:22 kan Flyverkommandoen oplyse, at der var tale om en træningsflyvning med et af Flyvevåbnets F-16 jagerfly. Træningsflyvningen havde til formål at træne pilotens evne til navigation samt angreb på jordmål.
Major Klaus Pørtner Toft oplyse, at den slags overflyvninger er omfattet af vores generelle lavtflyvninger og dermed ikke af et specifikt regelsæt. Generelt planlægges og gennemføres flyvning først og fremmest under hensyntagen til menneskeliv og sikkerhed og med mindst mulig ulempe for befolkningen.
Lavtflyvning udføres ikke over tæt bebyggede områder, ligesom rekreative områder undgås i størst muligt omfang. Reglerne skelner dermed ikke mellem forskellige typer af tagbelægning.
Ingen regler for almindelig dyrehold
Lavflyvning planlægges desuden udenom kendte pelsdyrsfarme i parringssæsonen, men der er ikke regler for dyrehold i almindelighed.
– I det pågældende område (Vantore) og på det pågældende tidspunkt tillader vores regler overflyvning i 500 fod over jorden, svarende til ca. 170 meter, oplyser major Klaus Pørtner Toft.
Kun 170 – 200 meter over ejendomme
– En undersøgelse af overflyvningen har vist, at overflyvningen fandt sted i en højde mellem 500 og 750 fod. Støjen fra fly, som flyver lavt, vil naturligt opfattes som en øget belastning i forhold til fly i stor højde, hvorfor lavtflyvning forsøges spredt ud over hele landet.
Klaus Pørtner Toft beklager over for de personer, at de har oplevet flyvningen som voldsom. Kampfly støjer, og bor man steder, hvor man ikke er vant til at flyene kommer med jævne mellemrum, kan de virke skræmmende.
– Det er dog desværre sådan, at for at vores piloter kan vedligeholde deres evner, så er det nødvendigt, at de træner, slutter major Klaus Pørtner Toft
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.